Du har fuldstændig ret :) jeg tænker adhd, fordi jeg selv har det, og det er jo arveligt, men jeg prøver også at huske, at jeg ikke har en baggrund for at kunne vurdere det ordentligt.
Og jeg må opdatere, når vi engang bliver klogere :) man må nok desværre væbne sig med lidt tålmodighed.
Tak :) Det er lidt svært at være i, ja, men på en måde har noget af det svære også været at opdage, at vi var i det. Hun er jo som hun altid har været - bare “ekstra”. Det har været tricky at trække en linje og sige, at nu er det blevet til noget andet, hvor vi har brug for en anden slags hjælp.
Jeg ved ikke med den der afbudsliste. Det er skolen, der har dialogen med kommunen. Mit indtryk er, at der er enighed om, at det gerne må være snart, men at vi også venter, fordi den psykolog der er tilknyttet skolen har nogle andre ting, der skal afsluttes først. Dvs. at vi venter ikke, fordi der er andre børn foran. Hvis ellers jeg forstår det rigtigt. Så der sker forhåbentlig snart noget.
Tak :) ja, det håber jeg godt nok også.
Ja, skolen har virkelig bare været gode. Det er generelt en god skole, men de sætter ting i gang, jeg slet ikke troede var mulige i den almindelige folkeskole. Jeg tror det også hjælper, at hun er en rimelig nem elev at have i eneundervisning. Hun er sjov og charmerende og fagligt ret dygtig - når bare hun ikke er max belastet af at være sammen med de andre elever.
Jeg tror, at kernen af det hele er ADHD, men jeg er også farvet af, at hun på mange måde minder mig om mig selv fra den tid, bortset fra at jeg aldrig blev ængstelig på den måde, hun kan blive. I mit hoved er hun så godt som bekræftet med diagnosen, men jeg skal huske lige at få ro på. Det kan jo også være noget andet. Min fornemmelse er, at hun ikke kan lade være med at køre med 120 km i timen dagen lang, så enten bevæger hun sig, eller også sanser hun, eller også tænker hun. Det er svært for hende bare at eksistere, og det er jo stressende i længden. Når så hun er overbelastet, så ryger humøret op og ned, tankerne bliver mere ængstelige, og hun kan slet ikke finde ro i kroppen. Og det er jo selvforstærkende.
Vi er lidt tyndslidte for tiden. Vores ældste er 9, og hun har været presset i noget tid efterhånden. Hun læser og snakker og forstår som en stor teenager, og hendes modenhed er vel som en 6-årig. Hun har meget lange ører og tager alting ind og blander sig i alting, og hun kan slet ikke rumme at skulle følge med i så meget og at forholde sig til alle de her ting, men hun kan heller ikke lade være, så hun er generelt bare belastet, og humøret flyver op og ned. Skolen har sluppet afsted med at holde hende derinde ved at lave et skræddersyet program, hvor hun får eneundervisning nærmest hele dagen. Om aftenen kan hun ikke sove, fordi tankerne kører for hurtigt, og det er ikke unormalt, at den bliver 10.30, før hun falder i søvn, så hun er jo også bare fuldstændigt flad, for 9-årige børn kan ikke nøjes med at sove under 8 timer. Hun sover i øvrigt i vores soveværelse, hvor hun kun kan sove med alt lyset tændt, hvilket heller ikke er de forhold, vi voksne får bedst nattesøvn under. Vi er i kø for at få hende udredt for ADHD, og måske sker der noget senere på foråret, men indtil da føles det lidt som om, vi bare slukker brande for at holde det hele kørende. Og lige nu går det. Men der er ikke mange ressourcer i tanken, til hvis der sker et eller andet andet træls.
Mht. tonen havde jeg det også stramt med det. Jeg søgte herind specifikt fordi jeg oplevede, at tonen på reddit var for konfrontatorisk. Der var for meget snak om emner, som det ikke gav mig noget godt at tænke på, og folk skrev ikke pænt. Jeg kan godt lide, at feddit føles mere som et gammeldags forum fra nullerne. Folk skriver ordentligt til hinanden, og der er en community-følelse, som man stort set aldrig oplever på reddit.
Da Oberon begyndte at skrive herinde, havde jeg det godt nok lidt sådan… en slange i paradis-agtigt. Og de var også bare virkelig opsøgende omkring de her diskussioner. Jeg tror ikke, de fik skrevet noget herinde om noget, der ikke på en eller anden måde relaterede sig til det, og til gengæld fik de det til at relatere sig til alt muligt, så de blev ved med at poppe op i alle mulige sammenhænge. På en måde var det rart, at nazi-plasteret blev revet af. Jeg forestiller mig, at det er nemmere at moderere ud fra end kommentarer, der mere er i en gråzone.
Vi bor uden for en lille by, hvor stort set alle går i den samme børnehave og fortsætter i den samme skole. Når der starter børn i skolen, der er tilflyttere, eller som bare ikke har gået i børnehaven i byen, så er de ok på skolen til at få børnene inviteret med til arrangementer det sidste år inden de starter, men det er bare ikke det samme, som at børnene har kendt hinanden i flere år. Nogle børn møder deres bedste venner, når de er 3-4 år, og så hænger de sammen med dem de første år i skolen. Det er også noget med, at når de starter på skolen, så kender de allerede nogle af de ældre elever, for det er jo deres venners søskende, eller det var dem, der var de store børn, da de selv startede i børnehaven. Det giver en anden tryghed for dem, synes jeg.
Det jeg tænker om det her med hjemmegrupperne er, at det kan sagtens være en helt fin løsning, men jeg ville nok se på, om der var nogle ting, som alle børnene fra den lokale institution også gik til. Noget gymnastik eller bold eller spejder eller sådan noget, så de kunne være en del af det fællesskab, de senere vil møde i skolen, og så kunne det jo være, de fik nogle legekammerater der, som de senere skulle gå i klasse med.
Det er selvfølgelig et forslag, der kun fungerer, hvis jeres skolesituation er som vores :) hvis de skal ind til en større by, hvor børnene alligevel bliver blandet på kryds og tværs, så er det sikkert anderledes. Men nu skrev du noget om æ land ;) så jeg tænkte, det måske kunne være aktuelt.
Vi spuler flyverdragten med vandslangen. Vi har en pistol på, der kan lave en hård, tynd stråle, så det er ikke decideret højtryksspuling, men det lugter lidt af det. Det tager det værste mudder af. Så kan den hænge på bruseren i badeværelset natten over og dryppe af. Med lidt held når den at blive tør. Den ser stadig beskidt ud, men i det mindste sidder der ikke kager af mudder mere.
Mht. støj skiftede jeg stock-køleren på min efterhånden noget gamle ryzen 5 3600 ud sidste år, hvor jeg i stedet satte en be quiet! Pure Rock 2-køler på, der også har det der setup, hvor radiatoren står ud fra cpu’en i stedet for at ligge på den. Den ser ikke umiddelbart ud til at være helt lige så stille, som den du har valgt der, men allerede der var det en KÆMPE forskel! Så jeg kan støtte op om, at det ligner et godt valg :)
Jeg skal ikke kunne sige noget om integreret grafik. Jeg opgraderede til et rx 9060 xt til sidste black friday, hvor jeg specifikt valgte en model, der nærmest er lydløs, men det var også ret dyrt, og det er nok ikke blevet mindre slemt siden. Du kan vel i værste fald starte på integreret grafik og så tilkøbe noget, hvis du ombestemmer dig? Den der strømforsyning har vel overskud nok til et kort i hvert fald.
Jeg må sige, at jeg er lykkelig over, at vinden er gået over i øst her. Vi har haft en lille uge med vind fra sydøst, og det pumper kold luft ind i vores skunk og ind under gulvet på overetagen. Den anden dag stod vi op til 12 grader! Der blev godt nok brændt meget træ af i de dage. Nu er vinden i øst, og det blæser lige så meget, men det stryger fuldstændig uden om huset.
I min svigerfamilie har vi et lodtrækningssystem, hvor alle voksne giver gave til én anden voksen. Så er der lidt bedre budget, og man kan give noget spændende til én i stedet for at prøve at være kreativ til mange. I min egen familie får jeg kun af mine forældre. Hustruen og jeg har givet hinanden i gave, at vi uden skam kan købe noget til os selv, vi gerne vil have (jeg købte et grafikkort til min aldrende pc). Så jeg får kun gaver to steder fra, og det har jeg det rigtig fint med. Jeg er nemlig også elendig til at finde på ting. Mine ønskelister bliver nemt til ting, jeg selv har villet købe, men så har jeg ikke fået taget mig sammen til at gøre noget ved det.
Mht. bogen så kan du måske give råd ud fra de problemer, som teksten har? Fx at den beskrivende tekst på sin egen måde er smuk men skal strammes op, fordi det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår, og at den her ordrige beskrivende tekst ikke stemningsmæssigt matcher dialogen, fordi ordforrådet er anderledes. Det er nok de primære råd jeg ville give, hvis jeg vidste, der ikke var brugt AI, men det er også nogle af de ting, der udstiller, at der nok faktisk er brugt AI til at skrive det. Hvis forfatteren ikke bliver konfronteret med beskyldninger men bare får at vide, at det samlet set ikke fungerer, så er det måske lidt nemmere at sluge? Teksten er jo på en måde en omvendt Brandon Sanderson. Hans prosa er ikke ligefrem stor lyrik, men hans worldbuilding er altid gennemført, og du forstår altid, hvor alle er, og hvad de gør. Og han har rigtig mange læsere, fordi folk forstår det. Den tekst du har fået er på overfladen velskrevet, men den er næsten uforståelig.
Nå, nu kom jeg i gang om den historie igen. Jeg har tænkt meget over den og snakket om den med min hustru, der arbejder meget med AI i det daglige, så den ligger mig åbenbart meget på sinde :)
Fedt med børnenes gaver i øvrigt! Mine har også pakket en hel masse ind, og det er faktisk så hemmeligt, at jeg ikke ved, hvad det er, men vores rodeværelse er fyldt med indpakkede ting efterhånden.
Jeg klarede det først på formiddagen. Jeg bor et sted hvor der kun er et enkelt valgbord, men til gengæld var der ingen kø, da jeg kom, så det var hurtig klaret.
Der var ingen tvivl om at min læge slet ikke ville røre ideen om stress med en ildtang. Han konstaterede at jeg ikke fejlede noget, hvorefter han sad længe tavs og kiggede på mig. Forsigtigt foreslog jeg at det da også kunne være noget stress. Hertil svarede han så at jeg så måtte gå hjem til min kone og finde ud af det. Det er meget underligt imo at være læge og så ikke have interesse i at behandle. Tør man tænke tanken at nogen måske har bedt længerne om at reducerer antallet af stresssygemeldinger?
Det er så vildt, synes jeg. En læge der sidder med en patient, der har det dårligt, og med vilje vælger at undlade at hjælpe. Jeg ved ikke, om de har nogen skjulte dagsordener, men man bliver da i hvert fald mistænksom.
Jeg synes, at det lyder til, du har god grund til at holde lidt øje med, om de der ting, du nævner, bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, om der er et hierarki for stresssymptomer, men jeg kan godt synes, at når det begynder at handle om føleforstyrrelser og om ens sanser og decideret svimmelhed og den slags, så er det på vej til at være mere, end man selv kan håndtere.
Det ved jeg egentlig ikke. Jeg ved ikke, om det er fordi vi er jyder :) der bliver ikke snakket så meget om det. Og det er også fint nok. På en måde er det rart nok bare at kunne opføre sig som om, alt er normalt.
Jeg kan genkende så meget i det du skriver!
Jeg føler så meget med de mærkelige symptomer, som man ikke ved, hvor man skal parkere, fordi de er så mærkelige. Jeg får også mærkelige ben, når jeg har haft for meget om ørerne. Jeg tror, det er en slags spændinger, jeg har, mens jeg sover. Men man ender nemt med bare at gå med det selv, fordi… hvad skal man gøre? Sige til sin læge, at man har mærkelige ben? Der var en slags todelthed i det for mig. På den ene side prøvede jeg at ignorere det. På den anden side var jeg megabange for, at det var et symptom på noget helt galt. Noget jeg har lært under mit forløb er, at bekymringer for noget hypotetisk kan være lige så belastende, som hvis man var i situationen i virkeligheden. Derfor er det på en måde selvforstærkende, når man får et stresssymptom, og symptomet gør en bekymret.
Er glad for at høre, du har skiftet læge. Jeg havde også nogle trælse oplevelse i mit forløb, der fik mig til at skifte læge. Jeg synes, det er vildt, hvor meget man er overladt til sig selv med at løse stress. Det der med at tage til læge, hvor man når frem til, at det må være stress, og så får man ingen redskaber til at løse problemet med. Det er som om alle går ud fra, at stressramte mennesker selv ved, hvad der er bedst for dem, og det er jo da i bedste fald tvivlsomt, for de har jo allerede stress.
Jeg synes det lyder fornuftigt at putte gode ting ind i ens liv. Tænker du også på at få nogle pauser, hvor der slet ikke er ting? Jeg havde det længe sådan, at jeg skulle være på hele tiden. Jeg skulle være sammen med mine børn eller lave noget praktisk, og hvis jeg endelig gjorde noget kun mig selv, så var det stadig en aktivitet, og i øvrigt var mit hoved fyldt med ting, jeg skulle, så hvis jeg endelig fik et ledigt øjeblik, så slappede jeg alligevel ikke af i det. Jeg brugte aldrig tid på bare at eksistere, og det jeg har fundet ud af er, at det har jeg faktisk bare virkelig meget brug for. Det er nok ekstrameget aktuelt for mig pga. adhd’en, fordi de der almindelige situationer, hvor der bare er meget liv omkring en, er ret overstimulerende for mig, men jeg tror det spiller en rolle for alle. Det der med at give sit nervesystem nogle pusterum. Jeg bruger nogle mindfulness-øvelser, som jeg har lært af en psykomotorisk terapeut. Ved ikke om noget lignende kunne give mening for dig?
Jeg var altid træt, også i længere tid end de der halvandet år. Skulle altid slæbe mig ud af sengen om morgenen. Jeg havde tit spændingshovedpine, og fik det også oftere og oftere. Jeg var tit gnaven, specielt over for mine børn, og jeg var enormt ufleksibel, fordi jeg var fuldstændig fastlåst på alle de ting, jeg hele tiden skulle. Hvis jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, havde jeg det tit som om rummet drejede rundt over mig.
Men så var der et tidspunkt hvor det begyndte at være sådan, at jeg tit startede weekenderne med at tro, jeg havde fået maveinfluenza, og så gik det over igen om lørdagen. Og det blev værre og værre. Til sidst gik jeg og var simpelthen kronisk forstoppet flere uger i træk. Det burde jeg have reageret på. I den her periode havde jeg også oplevelser, hvor jeg kunne blive fuldstændig låst i bestemte situationer. Fx ikke at kunne finde ud af at parkere bilen, fordi der var meget trafik på parkeringspladsen. Jeg havde også nogle helt vilde humørsvingninger, igen mest over for mine børn, men jeg havde også en episode, hvor jeg talte ret grimt til en kollega. Det var meget pinligt. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at være.
Der skete så det, at jeg tog til en koncert, hvor lyden var høj, og jeg tog noget tinnitus med mig hjem, og min krop flippede fuldstændig ud over det. Det startede en lang periode, hvor jeg var meget lydoverfølsom og faktisk var nødt til at bruge ørepropper i de fleste almindelige situationer. Havde i øvrigt også andre mærkelige symptomer relateret til ører og svælg - spændinger i halsen, svimmelhed, følelsen af at sidde i en kirkeklokke og høre alle lyde derindefra. I dag ved jeg, at det var symptomer på overbelastning, og at jeg burde have reageret, men dengang troede jeg, at det var en høreskade, og at det ville være permanent, så det var bare om at holde sig i gang. Måske ville det have været nemmere at se som en stressreaktion, hvis triggeren ikke havde været høj lyd? Lydoverfølsomhed er i hvert fald åbenbart et ret normalt symptom på voldsom stress. Men det er også mit indtryk, at det i sig selv er et stresssymptom, at man ikke kan finde ud af at stoppe op. Man bider sig fast og holder ud.
Senere begyndte jeg at få nogle meget voldsomme fysiske symptomer - snurrende hænder og fødder, muskeltics, rystelser i hele kroppen men særligt på hænderne - og det endte jeg også med at reagere på, men jeg skulle have sagt fuldt stop med det samme. I stedet gik jeg med det nogle måneder og var faktisk mest bekymret for, at jeg havde en eller anden træls sygdom - sclerose eller parkinson eller sådan noget.
Jeg synes, det er megasvært, det der med at mærke hvornår man skal stoppe. Det fremgår måske også af mit forløb :) For mig blev det meget sådan, at mit system introducerede et symptom, som jeg burde have tænkt over - hvorfor har jeg altid hovedpine? er det normalt at være træt hele tiden? - men i stedet normaliserede jeg det, så i stedet for at det gik over, vænnede jeg mig bare til, at det var der. Så har man den der følelse af, at “nu er tingene normale igen”, men det er jo så fordi det normale har ændret sig. Så det er en adfærd, jeg synes, man skal holde meget øje med. Derudover tænkte jeg tidligere på stress sådan, at ens stress måtte hænge sammen med det liv, der havde givet stress. Jeg tænkte på Jacob Mark, der næsten blev blind af stress, men han var jo også politiker og arbejdede i døgndrift. Jeg havde bare et almindeligt liv med 37 timer om ugen, så derfor måtte der være en indbygget grænse for, hvor stresset jeg kunne blive. Men det er forkert. Folk bliver belastet forskelligt af forskellige ting, særligt hvis man fx har adhd, som jeg nu ved, at jeg har. Derudover tænkte jeg, at hvis man var lidt overbelastet, og blev man lidt stresset, men det er mere kompliceret. Effekten hober sig op. En lille men konstant overbelastning stresser med tiden mere og mere, og som man bliver mere og mere stresset, har man mindre og mindre kapacitet, før man bliver overbelastet. Man kan godt blive meget stresset, selvom det hele kun har været lidt for meget.
Det blev desværre lidt langt - håber det går :) Jeg har fået ret meget på hjerte, når det handler om stress, og vil gerne forhindre andre i at ende, som jeg selv gjorde.
Nej, når jeg ser tilbage i dag er der mange punkter, hvor jeg nu synes, jeg burde have reageret men ikke gjorde det, også helt op til halvandet år før jeg lagde mig. På tidspunktet føltes det som om jeg havde styr på det. Det havde jeg så ikke rigtigt :) I dag ved jeg også, at jeg hele tiden har haft adhd. Det hjælper nok med at forklare, at det gik så galt som det gjorde.
Og tak :)
Du har fuldstændig ret. Det har jo nok sneget sig ind på os over nogle måneder. Først fik hun en seng inde hos os, til hvis hun vågnede om natten og havde haft mareridt. Så begyndte hun at gå ind i den midtvejs på hver nat. Så startede hun derinde hver aften. Så skulle lyset være tændt permanent. Så rykkede sengen over ved siden af vores. Det er sådan en slags cyklus, hvor der er krise, og så løser vi det ved på en eller anden måde at akkommodere hende, men efter noget tid vender krisen tilbage, og vi akkommoderer med noget nyt. Jeg tror, at hvis vi var gået direkte fra, at hun sov på sit eget værelse, til at hun lå en halv meter fra os med lyset tændt hver nat, så havde det været lettere at sige, at så må de voksne også se på at indrette sig anderledes. Men det er noget, jeg tror, vi skal tage til os, for du har ret i, at det her ikke er holdbart.